§17 stk. 4 udvalg

Tillid og sammenhæng for børn og unge

Kommunalbestyrelsen i Lejre Kommune har nedsat et opgaveudvalg for at styrke tilliden og samarbejdet mellem familier og kommunen.

Vi søger borgere, der vil dele deres erfaringer og være med til at finde løsninger.

Lejre Kommune har i flere år haft særligt fokus på det specialiserede område og specialundervisningen. Kommunen har arbejdet målrettet på at styrke både kvaliteten, dokumentationen og sammenhængen i indsatsen, så børn og familier møder kompetente fagpersoner.

Samtidig har Kommunalbestyrelsen sat en tydelig retning for området. Der er fokus på tidlig indsats, stærke fællesskaber og på, at flere børn kan være en del af de almene tilbud tæt på deres hverdag.

Selvom der er sat mange gode tiltag i gang, har forandringerne også skabt udfordringer for nogle familier. Nogle forældre har oplevet, at det har været svært at få den hjælp, de har brug for, og at kontakten med kommunen ikke altid har været god. Det har i nogle tilfælde ført til utryghed og manglende tillid.

For at styrke dialogen tog kommunen i 2025 et første skridt ved at etablere en følgegruppe med forældre Følgegruppen har blandt andet understreget vigtigheden i både at lytte til de familier, der har haft det svært, og samtidig have blik for den brede gruppe af børn og forældre.

Nu bygger kommunen videre på det arbejde ved at nedsætte et opgaveudvalg med titlen “Tillid og sammenhæng for børn og familier”.

Udvalget skal samle politikere, borgere og medarbejderrepræsentanter for i fællesskab at finde nye løsninger. Målet er at skabe mere åbenhed, bedre dialog og en tidligere indsats, når der opstår behov for hjælp.

Vi søger medlemmer til udvalget

Hvis du er interesseret i at bidrage til udvalget og kan svare ja til et af nedenstående spørgsmål, så meld dig enten til at deltage i selve opgaveudvalget eller som interesseret i at deltage på anden måde. Det kan være via åbne møder, workshop eller måske en arbejdsgruppe.

For at deltage i udvalget skal du kunne svare ja til et af de følgende udsagn:

  • Jeg er forælder til et barn i skolealderen, der har aktuel erfaring med mistrivsel, skolefravær, en fysisk funktionsnedsættelse, høretab, synshandicap eller lignende.
  • Jeg er forælder til et barn, der er en del af forløbet med det tidligt opsporende team eller det udgående behandlingsteam.
  • Jeg er forælder til et barn, der har et forløb i Familiehuset.
  • Jeg er forælder til et barn, der tidligere gik i specialskole og som nu går i en almen folkeskole.
  • Jeg er forælder til et barn, der har modtaget tidlige indsatser i dagtilbud og som nu går i en almen folkeskole.
  • Jeg er forælder, hvis barn er skiftet fra folkeskole og aktuelt går på specialskole.
  • Jeg er forældre og skolebestyrelsesrepræsentant i enten en specialskole eller en almen folkeskole

Opgaveudvalget kommer til at består af de 5 medlemmer fra Udvalget for Børn og Ungdom, 8 borgere fordelt på ovenstående kompetencer samt to medarbejderrepræsentanter fra hhv. Center for Børn og Læring og Center for Familier, Unge og Tidlig indsats

Vis interesse for at deltage i opgaveudvalget her

Vi inviterer også unge til at deltage

Lejre Kommune lægger desuden vægt på at inddrage unges perspektiv i udvalgets arbejde. Derfor opretter vi en følgegruppe bestående af 4 unge fra Lejre kommune. Følgegruppen skal bidrage med deres egne perspektiver som unge, og forventes at blive inddraget i udvalgets arbejde, når det er relevant. 

  • En tidligere elev fra Firkløverskolen, Plan B eller Væksthuset
  • En udskolingselev fra Firkløverskolen eller Plan B
  • En udskolingselev fra det fælles elevråd.
  • En ung med fysisk funktionsnedsættelse, nuværende eller tidligere elev i skole i Lejre Kommune

Vis interesse for at deltage i ung-følgegruppen her

Deltag i opgaveudvalget

Kontakt

Mia Pough Hansen
Udviklingskonsulent

Ofte stillede spørgsmål

Formålet med §17, stk. 4 udvalget er at komme med konkrete forslag til, hvordan dialogen og tilliden mellem borgere, politikere og administration kan styrkes.

Udvalget skal blandt andet pege på hvordan samarbejdet kan forbedres gennem bedre dialog, større gennemsigtighed om rammer og ambitioner samt hvordan børn og familier kan mødes og støttes tidligere, end det lykkes i dag.

Som deltager forventes du at deltage i udvalgets møder. Vi forventer, at der afholdes ca. 7-8 møder i perioden i oktober 2026 og afsluttes juni 2027.

Som deltager forventes det desuden, at du:

  • Deler dine erfaringer og perspektiver
  • Bidrager aktivt til dialogen
  • Er åben for andres synspunkter

Du behøver ikke have særlige faglige forudsætninger – din viden som borger og forældre er vigtig.

Hvis du er interesseret i at deltage i opgaveudvalget Tillid og sammenhæng for børn og familier, skal du udfylde et kort spørgeskema. 

Fristen for at vise interesse for deltagelse i opgaveudvalget er den 24. august 2026 kl. 12.

De oplysninger, du giver om dig selv i spørgeskemaet, vil fremgå på en oversigt, som administrative medarbejdere omkring opgaveudvalget udarbejder til Kommunalbestyrelsen.

Hvis du bliver en del af opgaveudvalget, vil de øvrige medlemmer af opgaveudvalget få dit navn og kontaktoplysninger.

Navnene på udvalgets medlemmerne bliver offentliggjort på her på Lejre.dk og i referatet fra kommunalbestyrelsesmødet. Der bliver ikke offentliggjort andre informationer om udvalgets deltagere.

Vis interesse for at deltage i opgaveudvalget her

Kommunalbestyrelsen udpeger deltagerne med fokus på at få forskellige erfaringer og perspektiver med.

Kommunalbestyrelsen udpeger medlemmerne på kommunalbestyrelsesmøde d. 28. september

Alle, der har vist interesse for at deltage i arbejdet, modtager i løbet af uge 40 en mail med information om, hvorvidt de er udpeget eller ej.

Navnene på medlemmerne bliver offentliggjort på her på Lejre.dk og i referatet fra kommunalbestyrelsesmødet. 

Udvalgets arbejde forventes at ligge fra oktober 2026 og afsluttes juni 2027. Det forventes, at der afholdes ca. 7-8 møder i perioden.

Udvalget tilrettelægger selv sin arbejdsform indenfor rammerne af styrelsesloven, Styrelsesvedtægten for Lejre Kommune samt Kommunalbestyrelsens beslutninger. Formanden sikrer den nødvendige sammenhæng til de øvrige fagudvalg.

På udvalgets første møde fremlægges forslag til mødeplan.

Udvalget kan i sit arbejde nedsætte arbejdsgrupper. I arbejdsgrupperne vil der kunne inddrages yderligere relevante interessenter – herunder faglige input, eksperter, andre perspektiver fra egen eller andre kommuner.

Udvalget skal midtvejs i forløbet invitere til et åbent forældrearrangement, hvor borgere på tværs af kommunen og med forskelligt erfaringsgrundlag kan bidrage til det videre arbejde med indsigter og dermed kvalificere de endelige anbefalinger.

For at sikre at unges perspektiver bliver hørt, nedsættes der en ung-følgegruppe, som er tilknyttet opgaveudvalget. Følgegruppen skal bidrage med idéer, erfaringer og perspektiver, som opgaveudvalget kan bruge i sit arbejde.   

Det forventes at følgegruppen mødes ca. 3 gange fra oktober 2026- juni 2027. Møderne varer 1½- 2 timer og afholdes i Hvalsø hallen, lokale Borgerstuen.  

Ung-følgegruppen mødes med 1-2 personer fra kommunen. De hjælper med at sætte rammen for møderne og facilitere dialogen, herunder samle gruppen, hjælpe gruppen med at få startet snakken og huske aftaler fra gang til gang. 

Det aftales på møderne, hvad der gives videre til opgaveudvalget. Det forventes også at følgegruppen inviteres til at deltage i nogle af udvalgets møder. 

Der er mulighed for at tage en voksen med til møderne til støtte. Den voksne deltager ikke i snakken på møderne - det er dine erfaringer og ideer vi gerne vil høre. 

Hvis du har spørgsmål, eller har du brug for hjælp til ansøgning, er du velkommen til at skrive eller ringe til tovholder for opgaveudvalget (træffes dog ikke i perioden 30. juni- 17. juli): 

Mia Pough Hansen
Udviklingskonsulent
T: 2496 8370
M: miph@lejre.dk