Baggrund og analyser

Lejre Kommunes arbejde med vedvarende energi bygger på et solidt grundlag. Her finder du det baggrundsmateriale, som ligger til grund for kommunens prioriteringer og beslutninger på området. 

Her kan du blandt andet læse analyser, planer og strategier, der belyser både potentialer, målsætninger og de fysiske rammer for udviklingen af vedvarende energi i kommunen. 

Materialet er relevant for dig, der ønsker at fordybe dig i det faglige grundlag for kommunens arbejde med vedvarende energi. 

Kommuneplan 2025

Lejre Kommuneplan 2025 beskriver de overordnede rammer for kommunens fysiske udvikling de næste 12 år. Planen viser, hvordan arealerne kan anvendes, samtidig med at der tages hensyn til blandt andet energiforsyning, klima og biodiversitet. Kommuneplanen rummer blandt andet udpegninger af positivområder for vedvarende energi. 

Læs Lejre Kommuneplan 2025 her

Klimaplan 2025

I 2025 reviderede Lejre Kommune sin klimaplan. Lejre Kommune har et mål om at øge produktionen af vedvarende energi fra 15 GWh/år i 2022 til 240 GWh/år i 2035. 

Læs Lejre Kommunes Klimaplan 2025 her.

Kortlægning af potentialet for vindmøller og solceller i Lejre Kommune

I 2024 udarbejdede EA Energianalyse en potentialeanalyse for vindmøller og solceller i Lejre Kommune. Formålet var at udpege de mest egnede områder til etablering af vedvarende energianlæg, når der skal tages hensyn til en række parametre såsom fredninger, naturbeskyttelse, afstande til nettilslutning med videre. Potentialeanalysen er del af det faglige grundlag for Lejre Kommunes planlægning af solcelleanlæg og vindmøller, herunder positivudpegningerne i Kommuneplan 2025 til vedvarende energianlæg.

Læs potentialeanalysen her

Lejre Landskabsanalyse

Lejre Landskabsanalyse 2024 er en faglig analyse af kommunens landskaber. Analysen beskriver landskabernes karakter, kvaliteter og sårbarheder og vurderer, hvilke områder der bedst kan rumme forandringer som eksempelvis vedvarende energianlæg. Landskabsanalysen er del af det faglige grundlag for Lejre Kommunes planlægning af solcelleanlæg og vindmøller, herunder positivudpegningerne i Kommuneplan 2025 til vedvarende energianlæg. 

Læs landskabsanalysen her.

Vores Sted

Vores Sted er Lejre Kommunes vision. I fem overordnede og tværgående kerneopgaver angiver visionen fælles retninger for kommunens daglige arbejde og udvikling. Visionen for fællesskab og fritid samt visionen for bæredygtig udvikling sætter retningen for tilgangen til etableringen af vedvarende energi i kommunen. 

Læs visionen Vores Sted

Lovgivning på området

VE-loven 

Formålet med ’Bekendtgørelse af lov om fremme af vedvarende energi’ (VE-loven) er at fremme produktionen af vedvarende energi. VE-loven fastlægger bl.a. rammerne for Grøn Pulje, værditabsordningen, VE-bonusordningen og salgsoptionsordningen til naboer til vedvarende energianlæg. 

Læs Energistyrelsens gennemgang af ordningerne

Læs gennemgang af VE-loven på danskelove.dk

Giv feedback