Høring af budgetforslag 2027-2030
Lejre Kommune sender nu budgetforslag 2027-2030 i høring. Det betyder, at I har mulighed for at give jeres bemærkninger, før Kommunalbestyrelsen vedtager det endelige budget. I finder det samlede høringsmateriale på Lejre Kommunes budgethjemmeside
Høringssvar skal sendes til budget@lejre.dk senest den 24. september 2026 kl. 12.00.
Høringssvarene offentliggøres den 25. september og sendes herefter videre til Kommunalbestyrelsen som en del af grundlaget for de politiske budgetforhandlinger og den endelige budgetvedtagelse den 8. oktober 2026.
Indstil kandidater til hædring
I starten af næste år hædrer Folkeoplysningsudvalget idrætsudøvere, som har opnået særlige præstationer i deres idræt. Du kan nu indstille kandidater som har opnået en af følgende præstationer:
Idrætsudøvere over 18 år:
• 1. til 5. plads ved VM, EM eller OL
• 1. til 3. plads Nordisk/Skandinavisk seniormester individuelt eller hold
• 1. til 3. plads Danske seniormesterskaber individuelt eller hold
• 1. plads ved Sjællands seniormesterskaber individuelt eller hold
Idrætsudøvere under 18 år:
• 1. til 5. plads ved Danmarksmesterskab individuelt eller hold
• 1. til 5. plads ved Landsmesterskab
• 1. til 3. plads ved Sjællandsmesterskab individuelt eller hold.
Mænd i fællesskaber
Lejre Kommune er med i DGI-projektet Mænd i Fællesskaber, som skal styrke trivsel og fællesskab blandt mænd på vej fra arbejdsliv til pension. Sammen med lokale foreninger skal der udvikles aktiviteter, hvor bevægelse, socialt samvær og fællesskab er i centrum – og hvor det er let at være med, uanset erfaring og fysisk form. Deltagende foreninger kan få støtte til opstart og udvikling af nye aktiviteter. DGI står for projektet, mens Center for Kultur & Fritid hjælper med den lokale forankring og kontakt til relevante samarbejdspartnere. Hvis jeres forening er nysgerrig på mulighederne, hører vi meget gerne fra jer.