Alkoholbehandling
Hvis du synes at alkohol har fået for stor plads i dit liv, eller hvis du oplever at du har problemer med alkohol, har du mulighed for at komme i gratis behandling. Hos Center for Alkohol- og Stofbehandling (CAS) kan du få gratis behandling, hvis du har et forbrug af alkohol, der påvirker dit helbred, din familie og arbejdsliv. Du har mulighed for at være anonym i behandlingen.
Hvis du vil vide mere om behandlingsmulighederne, kan du kontakte CAS direkte og få en gratis, anonym og uforpligtende samtale. Herefter kan du beslutte om du ønsker at starte et behandlingsforløb.
Stofbehandling
Hvis du har et forbrug af euforiserende stoffer, der påvirker dit helbred, din familie og arbejdsliv, har du mulighed for at komme i gratis behandling.
Hvis du er interesseret i behandling, kan du henvende dig i Rådgivningshuset Fokus, som sammen med dig udreder og afklarer dit behov og dine ønsker til behandling.
Lejre Kommune samarbejder med Center for Alkohol- og Stofbehandling (CAS) og I de fleste tilfælde, er det CAS, vi visiterer til.
Hvis du visiteres til behandling, kan du vælge at blive behandlet på et andet offentligt, eller godkendt privat behandlingstilbud, af tilsvarende karakter end det som kommunen har anvist.
Anonym stofbehandling
Hvis du ikke har andre sociale problemer udover misbrug, kan du anmode Lejre Kommune om at modtage anonym stofmisbrugsbehandling.
Øvrig behandling
Hvis det ikke er tilstrækkeligt med ambulant stof- eller alkoholbehandling, kan du blive henvist til enten dag- eller døgnbehandling. Dette vil ske efter en dialog med afdelingen Unge og Voksne med Særlige Behov i Lejre Kommune.