Vandet i Osager og Tokkerup kan igen drikkes uden kogning

Publiceret 02-11-2026

Lejre Kommune har ophævet anbefalingen om at koge drikkevandet i de to byer. Nye prøver viser, at vandet igen trygt kan drikkes fra hanen.

I fredags anbefalede Lejre Kommune, at drikkevandet i Osager og Tokkerup skulle koges, inden borgerne brugte det til madlavning og lignende.

Skovholm Osager Vandværk har nu modtaget resultaterne af de opfølgende prøver af drikkevandet. Prøverne viser, at drikkevandet igen overholder kvalitetskravet.

Derfor har Lejre Kommune i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed vurderet, at vandet ikke længere udgør en sundhedsmæssig risiko.

Kogeanbefalingen er derfor ophævet, og vandet kan igen bruges som normalt uden forudgående kogning.