Rabalder er et landsdækkende projekt, hvor musik- og kulturskoler samarbejder med SFO'er om at skabe åbne og kreative fritidsaktiviteter.
På Hvalsø Skole inviterer underviserne Sven og Rasmus børnene med på lydsafari med optagere og høretelefoner, rytmelege, eksperimenter med trommemaskiner og byggeri af kæmpeinstrumenter, som flere børn kan spille på sammen. Der arbejdes også med lydfortællinger, teknologi og musik skabt med kodning.
Det handler om at undersøge, eksperimentere og skabe noget sammen. Aktiviteterne er åbne, så børnene kan deltage på deres egne præmisser og gå til og fra efter lyst og interesse.
Rabalder foregår de første to år i Hvalsø Skoles SFO 1 og flytter efter planen videre til SFO 2.
Projektet løber fra 2025 til 2029 og er udviklet af Danske Musik- og Kulturskoler (DMK) med støtte fra Nordea-fonden.
Læs mere på dmkskoler.dk/rabalder.

