Kloakering af nye områder sker på baggrund af spildevandsplanen. her er der udpeget områder, som skal kloakeres i fremtiden.
Læs spildevandsplanen her på hjemmesiden under Planer og strategier
Samtidigt foregår der separatkloakering. Det vil sige etablering af en ny ledning parallelt med den eksisterende således at regn- og spildevand kan skilles ad, i områder som hidtil har været fælleskloakerede (hvor regn- og spildevand løber i samme ledning).
Separatkloakering har flere fordele. Først og fremmest fjernes risikoen for, at kloakken bliver overbelastet i tilfælde af kraftige regnskyl. Derved undgås spildevand i kældre, på jordoverfladen og ude i vandmiljøet. Samtidigt reduceres risikoen for rotter i kloaknettet.
Når din ejendom skal separatkloakeres
Fors A/S etablerer de nye kloakstik og informerer dig om, at din ejendom skal tilsluttes. Du har pligt til at slutte dit spildevand til de nye stik.
Du bestemmer selv om regnvandet skal sluttes på ledningen, eller om du selv vil håndtere det, for eksempel ved hjælp af en faskine eller et regnbed.
Kloakarbejde skal udføres af en autoriseret kloakmester
Alt kloakarbejde skal udføres af en autoriseret kloakmester. Det eneste arbejde du selv må udføre, er arbejde omkring regnvand. Du må gerne selv anlægge og tilkoble regnvandsfaskiner samt andre regnvandsløsninger på din egen grund. Du skal søge os om tilladelse, hvis du vil anlægge faskiner til nedsivning af regnvandet.
Her kan du finde oplysninger om stik og ledninger
Du kan få oplysninger om stikledningers placering inden for de kloakerede områder hos FORS A/S. Oplysninger om placering af ledninger på din egen matrikel kan du få hos os, hvis disse oplysninger tidligere er indleveret til os. Du har selv adgang til oplysningerne på det digitale byggesagsarkiv www.weblager.dk.
Arbejdet skal færdigmeldes
Når arbejdet er udført, skal kloakmesteren sende en færdigmelding med målfast tegning til os. Vi registrerer ændringerne i BBR, lægger tegningerne på Weblager og informerer Fors A/S.
Hvornår bliver din ejendom kloakeret?
Ved at søge på din ejendom i spildevandsplanens kortbilag, kan du se hvornår FORS forventer at kloakere i dit område. Spildevandsplanen angiver dog kun de overordnede tidsrum for kloakering af hele kloakoplande, og kan derfor kun betragtes som vejledende i spørgsmålet om kloakering af enkeltejendomme.
Hvis du har behov for at kende et mere præcist tidspunkt for kloakering af din ejendom, end hvad der står i spildevandsplanen, så kan du prøve at kontakte FORS A/S. telefon 70 20 20 66, mail fors@fors.dk.