Du har som udgangspunkt selv ansvaret for at finde en bolig. Du kan skrive dig op hos almene boligselskaber eller søge bolig hos private udlejere.
Lejre Kommune har et begrænset antal boliger til rådighed i de almene boligselskaber i Lejre samt enkelte kommunale boliger. Der skal derfor være særlige omstændigheder til stede, for at kommunen kan hjælpe dig med en bolig. Det sker altid på baggrund af en konkret og individuel vurdering af dine sociale, økonomiske og sundhedsmæssige forhold.
Betingelser for optagelse
For at blive optaget på den boligsociale liste skal følgende være opfyldt:
- Der skal være sket en social begivenhed, som medfører, at du er boligløs eller bliver det inden for kort tid
- Du skal være skrevet op til bolig i minimum to boligselskaber i Lejre Kommune (DAB, VAB, Domea eller Boligselskabet Sjælland)
- Du må ikke have en formue, der gør det muligt for dig at købe egen bolig
Hvad er en social begivenhed?
En social begivenhed kan for eksempel være:
- Sygdom, der betyder, at du eller dit barn ikke kan blive boende i nuværende bolig
- Tvangsauktion eller udsættelse fra lejemål
- Uforskyldt opsigelse af din bolig
- Arbejdsløshed med behov for en billigere bolig
- Skilsmisse, samlivsophør eller dødsfald
Oplysninger i din ansøgning
Din ansøgning skal indeholde:
- Beskrivelse af den sociale begivenhed
- Medlemsnumre (minimum to) i relevante boligselskaber
- Oplysning om din månedlige indkomst
- Kontooversigt fra din bank
Al henvendelse vedrørende den boligsociale liste skal ske til:
Lejre kommune
Borgerservice
Møllebjergvej 4
4330 Hvalsø
Tlf.: 46 46 46 00
E-mail: akutbolig@lejre.dk
