Kom med på sommerferiefiskeri

Publiceret 11-06-2026

Nu har du en unik mulighed for at komme med på fisketur i Skolesøen i Hvalsø, hvor der undtagelsesvist er åbent for fiskeri. D. 27. juni er der mulighed for børn, unge og deres familier for en god og aktiv oplevelse med lystfiskeri.

Lejre Kommune og Fishing Zealand inviterer til en spændende dag, hvor store og små kan prøve kræfter med lystfiskeri i Skolesøen i Hvalsø.

Under Skolesøens overflade lever nemlig en række forskellige fiskearter, bl.a. karper og skaller, og det er dem, vi skal fiske efter på turen. Måske har du aldrig prøvet at fiske tidligere, men det er ingen hindring for at deltage, for du kan låne alt fiskegrej.

En fiskeguide fra Fishing Zealand hjælper dig med at rigge grejet til, agne krogene og lande fangsten. Du er også velkommen til at medbringe dit eget fiskeudstyr.

Fisketuren er ganske gratis og åben for alle, men kræver tilmelding. Unge over 13 år kan deltage på egen hånd. Er du mellem 18 år og pensionsalderen og gerne vil fiske med, skal du huske at indløse det statslige fisketegn, som kan købes på fisketegn.dk.

Sted: Vi mødes ved Skolesøen i Hvalsø, Skolevej 5, 4330 Hvalsø
Dato: 27. juni
Tidspunkt: Kl. 10-13

Tilmelding: Du tilmelder dig gratis ved at sende en mail til fiskeguide Mikael Tange på tange@fishingzealand.dk