Annette Torp er ny leder af PPR og Uddannelsesvejledningen 

Det er en erfaren leder, der fra 1. juni bliver ny leder i Lejre Kommunes PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) og Uddannelsesvejledningen.

Skrevet den. 23. april 2024

Senest kommer Annette fra en stilling som leder af PPR i områderne Valby, Vesterbro og Kongens Enghave i Københavns Kommune. 
Men nu vender hun arbejdssnuden mod sin hjemkommune:  
”Jeg vil til Lejre Kommune, hvor der er tradition for sammen at arbejde løsningsfokuseret i PPR, skoler og dagtilbud, og her skabe forebyggende indsatser for vores børn og unge mennesker. Jeg glæder mig til at være i et lokalt miljø, hvor der er godt samarbejde mellem alle dem, der er rundt om børnene. Sammen vil vi fortsat skabe løsninger og arbejde med fællesskabets potentiale som bærende for god trivsel og udvikling for børn og unge. Det er en vigtig opgave, vi står med hver dag” fortæller Annette. 

Lejre Kommune arbejder på at udvikle sine dagtilbud og skoler, så der er læringsmiljøer og stærke fællesskaber, hvor endnu flere børn har mulighed for at deltage, lære og udvikle sig. Ambitionen er, at flest mulige børn forbliver i den almene folkeskole i deres lokale miljø – samt at kommunen tilbyder specialtilbud af høj kvalitet.   
Annette Torp glæder sig til arbejdet – også til den del, der er ny for hende; at lede Uddannelsesvejledningen:
”Jeg har ikke tidligere arbejdet med uddannelsesvejledning, men jeg glæder mig til at have den del med i ligningen. Vejen videre i de unges liv med ungdomsuddannelse er en stor og betydningsfuld del af deres fremtid og her er den rette vejledning og indsats et vigtigt bidrag ind et videre uddannelsesforløb”. 

Den røde tråd

Den røde tråd i Annettes arbejdsliv har været 0-18 års området, hvor udvikling og samarbejde med dagtilbud, skoler og specialområdet fra forskellige positioner har fyldt positivt. For ud over stillingen som leder af PPR i Københavns Kommune har Annette gennem en længere årrække bl.a. været centerleder på Videnscenter for Specialpædagogik i Næstved, leder af Specialpædagogisk Rådgivning i Roskilde og arbejdet i forskellige lederstillinger decentralt og på forvaltningsniveau. Hun har dertil boet og arbejdet i Grønland, hvor hun har undervist i pædagogik på deres videregående uddannelse i Ilulissat. 

Karrieren startede oprindeligt med en uddannelse som socialpædagog. Den uddannelse er siden blevet udbygget ad mange omgange med bl.a. en kandidatgrad i generel pædagogik, en uddannelse som certificeret systemisk coach samt en diplomuddannelse i ledelse.   
Fritiden bruges med venner og familie, på vandreture og med hendes lille band, hvor hun synger og spiller guitar.   

Velkommen til

Centerchef Morten Mygind er meget glad for at kunne byde Annette velkommen:  
”Vi er i gang med en vigtig transformation på skole- og dagtilbudsområde og her bliver Annette en vigtig spiller. Hendes børnesyn og store fokus på samarbejdet mellem skole og dagtilbud og på at skabe robuste fællesskaber er vigtige for os. I Lejre Kommune vil vi have dagtilbud og skoler, hvor alle børn kan trives – det skal være dagtilbud og skoler, der passer til vores børn og ikke omvendt. Det kræver, at vi tænker PPR mere forebyggende, og det har Annette gode bud på”. 

Morten Mygind tilføjer:  
“Folketinget har besluttet, at vores folkeskoler skal have mere fokus på praksisnær og erhvervsrettet undervisning. Det er en dagsorden, som vi i Lejre Kommune længe har haft og har gode erfaringer med. Uddannelsesvejledningen er et vigtigt instrument i arbejdet for at brede de unges uddannelsessyn mere ud, og vi glæder os meget til, at Annette er med i den videre udvikling på området.” 

Baggrund: 
Annette Torp er oprindeligt uddannet socialpædagog men har dertil taget en kandidatgrad i generel pædagogik (cand.pæd.pæd), er certificeret systemisk coach og har en diplomuddannelse i ledelse.   
Erhverserfaring: Senest har Annette været leder af PPR i Københavns Kommune, pædagogisk leder af dagtilbud, centerleder på Videnscenter for Specialpædagogik i Næstved Kommune samt centerchef i Glostrup Kommune.